Borger og samfund

Vi vil understøtte og modernisere velfærdssamfundet på en sådan måde, at ingen borger i Danmark mangler nødvendig behandling, omsorg eller efterlades i social nød. Vi vil fastholde et offentligt betalt sundhedsvæsen af høj kvalitet.

Rygerpartiet tror på det frie og ansvarlige menneske, som har ret til en ukrænkelig personlig frihed og et privat og offentligt rum, der er suverænt. Det er klart, at mennesker eksisterer i samhørighed og udvikler sig gennem sine valg og handlinger i samspil med andre. For Rygerpartiet hænger frihed og forpligtelse uløseligt sammen. Rammerne for den enkeltes liv og frihed er forankret i den sammenhængskraft, samfundet giver det enkelte menneske mulighed for at realisere. Det enkelte menneskes indsats og stræben efter at realisere sine muligheder er nødvendig for, at fællesskabet kan udvikle sig og være mangfoldigt. Enhver må gøre sit til at skabe plads og muligheder for dem, som har behov, der hvor vi virker i det daglige. Velfærdssamfundet må bygge på økonomisk ansvarlighed hos den selvstændige, selvhjulpne og begunstigede del af befolkningen.

Vi understreger betydningen af tredelingen af statsmagten. I den forbindelse er det betydningsfuldt yderligere at sikre domstolenes uafhængighed. Det betyder blandt andet, at vi vil tillægge Højesteret kompetence som forfatningsdomstol. I forlængelse heraf bør Ombudsmandsinstitutionen styrkes og kontrollen med Politi og Efterretningstjenester bør gøres uafhængig af Statsadvokaturen.

Folkeoplysning skal bidrage til den enkeltes og demokratiets udvikling. Medier og organisationer kan ikke erstatte borgernes deltagelse.

Tilbage