Menneskeværdige rammer
Rygerpartiet ønsker, at alle har lige ret til og mulighed for at øve indflydelse.
Det forudsætter, at den sociale og kulturelle afstand mellem mennesker ikke er for stor, og at flest muligt kan klare sig selv.De, der ikke kan, skal sikres hjælp. Kulturelle mindretal skal sikres samme muligheder som andre for uddannelse, lønarbejde og selvstændigt erhverv.
Menneskerettighederne skal være ukrænkelige i Danmark og skal skrives ind i Grundloven så snart det er muligt.
Mulighederne for indvandring i Danmark skal være restriktive, men menneskelige og anstændige. Flygtningestatus, humanitært ophold og andre former for opholdstilladelse skal kun være mulig efter domsafsigelse ved en åben domstol. Dom om flygtningestatus, humanitært ophold og andre former for opholdstilladelse skal afsiges inden 8 dage efter ankomsten til Danmark. De ved dom afviste tilrejsende skal udvises inden 8 dage; om nødvendigt med anvendelse af nødvendige magtmidler, idet det er den tilrejsendes personlige ansvar, at opholdsgrundlaget er lovligt ved indrejse. De, der ved dom opnår opholdstilladelse skal inden for yderligere 8 dage sikres arbejde og en anstændig bolig.
Religion er en privat sag. Vi vil modarbejde politiske grupperinger, der begrunder sig selv religiøst. Staten skal være uafhængig af alle religiøse retninger, og staten må ikke understøtte religiøse grupper eller institutioner.
Rygerpartiet mener, at Rigsfællesskabet skal prøves ved folkeafstemning i Danmark, i Grønland og på Færøerne.